Storhertuginde Anastasia Nikolaevna af Rusland
Liv og barndomRediger
Da Anastasia blev født, var hendes familie skuffet. De havde håbet på en søn, som ville blive tronarving. Til ære for hendes fødsel tilgav hendes far de studerende, der var blevet sat i fængsel for at have deltaget i optøjer i Sankt Petersborg og Moskva. På grund af dette betyder Anastasias navn “kædebryderen” eller “fængselsåbneren”. Det kan også betyde “opstandelsens”. Folk talte ofte om dette, når der var historier om, at hun ikke var død. Anastasia var en storhertuginde. Fordi det gjorde Anastasia til en “kejserlig højhed”, var hun højere i rang end andre prinsesser i Europa, som var “kongelige højheder”.
Zarens børn levede meget enkelt. De sov på hårde lejrsenge uden puder, når de var raske, de tog kolde bade om morgenen og måtte gøre rent på deres værelser og nogle gange sy. De fleste af deres tjenere kaldte normalt Anastasia ved sit fornavn i stedet for at kalde hende “Hendes kejserlige Højhed”. Nogle gange kaldte de hende “Anastasie”, “Nastya”, “Nastas” eller “Nastenka”. Anastasia blev også kaldt “Malenkaja”, der betyder “lille (en)”, eller “shvibzik”, det russiske ord for “nisse”.
Anastasia var et lyst og livligt barn. Folk beskrev hende som lille og buttet, med blå øjne og blondt hår. Margaretta Eagar, Anastasias guvernante, sagde, at en person engang havde kaldt den unge Anastasia for det mest charmerende barn, han nogensinde havde set. Lili Dehn sagde, at Anastasia var “smuk”, men havde “mere et klogt ansigt, og hendes øjne var brønde af intelligens”.
Anastasia var klog, men hun var aldrig særlig interesseret i at studere. Pierre Gilliard, Sydney Gibbes og hofdamer Lili Dehn og Anna Vyrubova sagde, at Anastasia var sjov og god til at spille skuespil. Nogle mennesker kunne ikke lide hendes skarpe, hurtige bemærkninger.
Anastasias legesyge opførsel blev ofte straffet. Ifølge Gieb Botkin var hun “i frækhed et sandt geni”. Han var søn af hoflægen Jevgenij Botkin, som senere døde sammen med familien i Jekaterinburg. Anastasia snublede tjenerne, narrede sine lærere og klatrede op i træer og nægtede at komme ned igen. Engang under en sneboldkamp rullede hun en sten til en snebold og kastede den efter sin storesøster, Tatiana. Prinsesse Nina Georgievna, Anastasias kusine, sagde, at “Anastasia var uartig på grænsen til det onde”. Hun sagde, at Anastasia blev vred, når hendes venner vandt spil, eller når den yngre Nina var højere end hende. Hun bekymrede sig også mindre om sit udseende end sine søstre. Hallie Erminie Rives, en amerikansk forfatter, beskrev, hvordan Anastasia spiste chokolade uden at tage sine hvide operahandsker af i operahuset i Sankt Petersborg, da hun var 10 år gammel.
Anastasias familie kaldte Anastasia og hendes storesøster Maria for “Det lille par”. Det skyldtes, at de delte værelse, ofte havde den samme kjole på og legede meget sammen. Deres storesøstre Olga og Tatiana blev kaldt “Det store par”, fordi de også delte et værelse. De fire piger underskrev nogle gange breve med deres kælenavn, OTMA. De lavede dette kælenavn ud fra de første bogstaver i deres fornavne, Olga, Tatiana, Maria og Anastasia.
Anastasia var meget energisk, men hun var ofte syg. Hun havde hallux valgus (boller), som gjorde ondt i begge hendes storetæer. Anastasia havde også en svag muskel i ryggen. På grund af dette skulle hun masseres to gange om ugen. Det kunne hun ikke lide, og når det var tid til at blive masseret, gemte hun sig under sin seng eller i skabene. Anastasias storesøster, Maria, siges at have blødt i december 1914 under en operation for at fjerne hendes mandler. Den læge, der foretog operationen, var så chokeret, at Marias mor, zarina Alexandra, måtte beordre ham til at fortsætte. Olga Alexandrovna sagde, at alle hendes fire niecer blødte mere, end det var normalt. Hun troede, at de havde hæmofili-genet, ligesom deres mor. Nogle bærere af genet er ikke selv hæmofile, men de kan have tegn på hæmofili, som f.eks. at bløde mere end de fleste mennesker. DNA-undersøgelser på resterne af den kongelige familie viste i 2009, at Alexei led af hæmofili B. Hans mor og en af hans søstre var bærere. Russerne troede, at denne søster var Maria, og amerikanerne troede, at det var Anastasia. Hvis Anastasia havde levet, kunne hun have givet sygdommen videre til sine børn. Anastasia elskede ligesom alle andre i sin familie “Baby” Tsarevich Alexei meget højt. Alexei fik ofte anfald af blødersot og var tæt på at dø flere gange.
Forbindelse med Grigori RasputinRediger
Hendes mor stolede på Grigori Rasputin, en russisk bonde og omrejsende “hellig mand”. Hun troede, at hans bønner havde reddet hendes søn, da han mange gange var syg. Anastasia og hendes søstre fik besked på at behandle Rasputin som “Vores ven” og at fortælle ham deres hemmeligheder. I efteråret 1907 tog Anastasias tante, storhertuginde Olga Alexandrovna af Rusland, sammen med zaren til børnehaven for at møde Rasputin. Anastasia, hendes søstre og bror Alexei var alle iført deres lange hvide natkjoler.
“Alle børnene syntes at kunne lide ham,” sagde Olga Alexandrovna senere. “De var helt trygge (komfortable) ved ham.” Rasputins venskab med de kejserlige børn kan ses i nogle af de beskeder, han sendte til dem. I februar 1909 sendte Rasputin dem et telegram med følgende ordlyd: “Elsk hele Guds natur, hele hans skabelse i særdeleshed denne jord. Guds Moder var altid optaget af blomster og håndarbejde.”
Men i 1910 fortalte Sofia Ivanovna Tyutcheva andre personer i familien, at Rasputin fik lov til at se de fire piger, når de var iført deres natkjoler. Rasputins besøg hos børnene var helt uskyldige, men familien var chokeret og vred. Tyutcheva fortalte Nikolajs søster, storhertuginde Xenia Alexandrovna af Rusland, at Rasputin besøgte og talte med pigerne, mens de var ved at gøre sig klar til at gå i seng, og at han krammede og klappede dem. Tyutcheva sagde, at børnene ikke talte om Rasputin med hende og holdt hans besøg hemmelige. Tatiana skrev til sin mor den 8. marts 1910, at hun var “så afr(aid), at S.I. (guvernante Sofia Ivanovna Tyutcheva) kan tale … om vores ven noget dårligt”. Xenia skrev den 15. marts 1910, at hun ikke forstod “Alix’ og børnenes holdning (opførsel) til den uhyggelige Grigorij”. Nikolaj bad Rasputin om ikke at gå ind i børnehaven herefter, og Alexandra fyrede senere Tyutcheva.
I foråret 1910 sagde Maria Ivanovna Vishnyakova, en kongelig guvernante, at Rasputin havde voldtaget hende. Kejserinden troede ikke på hende og sagde, at “alt, hvad Rasputin gør, er helligt”. Storhertuginde Olga Alexandrovna fik at vide, at man havde foretaget en undersøgelse for at se, om det, Vishnyakova sagde, var sandt, men at “de fangede den unge kvinde i seng med en kosak fra den kejserlige garde”. Vishnyakova blev forhindret i at se Rasputin, efter at hun havde hævdet, at han havde voldtaget hende. Hun blev fyret i 1913.
Men rygterne spredte sig stadig. Folk antydede, at Rasputin havde forført zarinaen og hendes fire døtre. Rasputin havde skrevet varme, men helt uskyldige breve til zarinaen og hendes fire døtre. Han frigav brevene, hvilket fik folk til at sladre endnu mere. “Min kære, dyrebare, eneste ven”, skrev Anastasia. “Hvor ville jeg gerne se dig igen. Du viste dig for mig i dag i en drøm. Jeg spørger altid mor, hvornår du kommer … Jeg tænker altid på dig, min kære, fordi du er så god mod mig …”
Snart efter blev der trykt pornografiske tegneserier om Rasputin, der havde forhold til kejserinden, hendes fire døtre og Anna Vyrubovna. Efter skandalen bad Nikolaus Rasputin om at forlade Sankt Petersborg for en tid. Rasputin tog på en pilgrimsrejse til Palæstina. Alexandra blev meget vred over dette. Men selv om rygterne fortsatte, fortsatte den kejserlige familie med at være venligsindet over for Rasputin, indtil han blev myrdet den 17. december 1916. “Vores ven er så tilfreds (glad) med vores piger, siger … deres sjæle har udviklet sig meget,” skrev Alexandra til Nikolaj den 6. december 1916.
Senere rapporterede A.A. Mordvinov i sine erindringer, at de fire storhertuginder så “kolde og synligt forfærdeligt oprørte” ud efter Rasputins død. Han tilføjede, at de sad “tæt sammenkrøbet” på en sofa den aften, hvor de hørte, at han var blevet dræbt. Mordvinov huskede, at de var triste og syntes at føle begyndelsen til store politiske problemer. Rasputin blev begravet med en ikon, der var underskrevet på bagsiden af Anastasia, hendes mor og hendes søstre. Anastasia tog til hans begravelse den 21. december 1916. Hendes familie planlagde at bygge en kirke over Rasputins grav. Efter at de blev dræbt af bolsjevikkerne, opdagede man, at Anastasia og hendes søstre alle bar amuletter med Rasputins billede og en bøn på.
1. verdenskrig og revolutionRediger
Under Første Verdenskrig besøgte Anastasia og hendes søster Maria sårede soldater på et hospital i Tsarskoye Selo. Da de var for unge til at blive Røde Kors-sygeplejersker som deres mor og ældre søstre, spillede de i stedet dam og billard med soldaterne og forsøgte at gøre dem glade. Felix Dassel, der blev behandlet på hospitalet, huskede, at Anastasia havde en “latter som et egern” og gik hurtigt “som om hun snublede med.”
I februar 1917 trådte Nikolaus II tilbage fra tronen. Anastasia og hendes familie blev sat i husarrest i Alexanderpaladset i Tsarskoje Selo under den russiske revolution. Da bolsjevikkerne kom tættere på, flyttede Alexander Kerenskij dem til Tobolsk i Sibirien. Bolsjevikkerne blev mere og mere magtfulde. Anastasia og hendes familie blev flyttet til Ipatiev-huset (Huset for særlige formål), i Jekaterinburg.
Anastasia følte sig trist over sit fangenskab. “Farvel,” skrev hun til en veninde i vinteren 1917. “Glem os ikke.” I Tobolsk skrev hun et sørgeligt tema til sin engelsklærer, fyldt med stavefejl, om Evelyn Hope, et digt af Robert Browning om en ung pige. “Da hun døde, var hun kun seksten år gammel,” skrev Anastasia. “Ther(e) var en mand, der elskede hende uden at have set hende, men (k)kendte hende meget godt. Og hun he(a)rd af ham også. Han kunne aldrig fortælle hende, at han elskede hende, og nu var hun død. Men alligevel tænkte han, at når han og hun vil leve næste liv, hvornår det end vil være, at …”
I Tobolsk syede hun og hendes søstre smykker ind i deres tøj. Det skyldtes, at Alexandra, Nikolaj og Maria havde fået deres ting fjernet, da de ankom til Jekaterinburg. Demidova skrev til Tegleva om dette, idet hun brugte kodeord for juvelerne som “medicin” og “Sednevs ejendele”. Anastasia og hendes søstre var klædt enkelt på, og alle tre havde fået klippet deres hår kort. Det var blevet klippet, da de var syge af mæslinger i 1917, og de havde holdt det kort. Pierre Gilliard huskede sit sidste syn af børnene: “Sømanden Nagorny, som tog sig af Alexei Nikolaevitch, gik forbi mit vindue med den syge dreng i armene, og bag ham kom storhertuginderne lastet med tasker og små personlige ejendele. Jeg forsøgte at komme ud, men blev groft skubbet tilbage ind i vognen af vagten. Jeg kom tilbage til vinduet. Tatiana Nikolayevna kom sidst med sin lille hund og kæmpede med at slæbe en tung brun taske. Det regnede, og jeg så hendes fødder synke ned i mudderet ved hvert skridt. Nagorny forsøgte at komme hende til undsætning (hjælp); han blev groft skubbet tilbage af en af kommissærerne …” Også baronesse Sophie Buxhoeveden talte om sit sidste triste minde om Anastasia: “Engang, da jeg stod på nogle trappetrin ved døren til et hus i nærheden, så jeg en hånd og en arm med lyserøde ærmer åbne den øverste (højeste) rude. Ifølge blusen må hånden have tilhørt enten storhertuginde Marie eller Anastasia. De kunne ikke se mig gennem deres vinduer, og dette skulle blive det sidste glimt, som jeg skulle få af nogen af dem!”
Men selv i de sidste måneder af sit liv kunne Anastasia være lykkelig. Hun og andre medlemmer af hendes familie opførte teaterstykker for deres forældre og andre i foråret 1918. Hendes huslærer Sydney Gibbes sagde, at Anastasias skuespil fik alle til at grine. Den 7. maj 1918 skrev Anastasia et brev fra Tobolsk til sin søster Maria i Jekaterinburg. I brevet beskrev hun et øjeblik af glæde, selv om hun var trist, ensom og bekymret for sin syge bror Alexei: “Vi legede på gyngen, det var der, jeg brølede af grin (grinede højt), faldet var så vidunderligt! Ja, virkelig! Jeg fortalte søstrene om det så mange gange i går, at de blev helt trætte (trætte)”, og hun tilføjede: “Man kunne simpelthen råbe af glæde.” I sine erindringer kaldte Alexander Strekotin, en af vagterne i Ipatiev-huset, Anastasia for “meget venlig og fuld af sjov”. En anden vagt sagde, at Anastasia var “en meget charmerende djævel! Hun var drilagtig og, tror jeg, sjældent (ikke ofte) træt. Hun var livlig og var glad for (nød) at opføre komiske mimes med hundene, som om de optrådte i et cirkus.” En anden vagt kaldte hende imidlertid for “stødende og en terrorist” og klagede over nogle af hendes skarpe bemærkninger. Anastasia og hendes søstre lærte at vaske deres eget tøj og lave brød i Ipatiev-huset.
I løbet af sommeren blev hele familien imidlertid meget mere trist. Ifølge nogle beretninger blev Anastasia engang så ulykkelig over de låste, malede vinduer, at hun åbnede det ene for at få frisk luft. En vagt skulle have set hende og skød og ramte hende næsten. Hun forsøgte ikke at åbne vinduerne igen.
Den 14. juli 1918 holdt lokale præster i Jekaterinburg en privat gudstjeneste for familien. De fortalte senere, at Anastasia og hendes familie faldt på knæ under bønnerne for de døde, hvilket de ikke havde gjort før. De bemærkede også, at pigerne var blevet meget triste og ikke svarede på gudstjenesten. En af præsterne sagde: “Der er sket noget med dem derinde”. Men næste dag, den 15. juli 1918, virkede Anastasia og hendes søstre mere glade. De spøgte og hjalp med at flytte sengene i deres fælles soveværelse, så rengøringskvinderne kunne gøre gulvene rene. Når de hjalp kvinderne med at skrubbe gulvene, hviskede de til dem, når vagterne ikke så på. Anastasia stak endda tungen ud efter Yakov Yurovsky, lederen af vagterne, når han vendte ryggen til og forlod rummet.
Anastasia blev henrettet sammen med sin familie af en henrettelsespeloton tidligt om morgenen den 17. juli 1918. De var blevet dræbt af det bolsjevikiske hemmelige politi under kommando af Jurovskij.
Fangenskab og henrettelseRediger
I oktober 1917 ramte den bolsjevikiske revolution Rusland. En borgerkrig begyndte kort tid efter. Planerne om at løslade Romanovs blev bremset op. Da de hvide (folk, der stadig var trofaste over for zaren og enevælden) kom mere mod Jekaterinburg, følte de røde sig bange. De vidste, at den velforberedte hvide hær ville vinde. Da de hvide nåede Jekaterinburg, var den kejserlige familie væk. Man mener, at familien var blevet henrettet.
Den “Yurovsky Note” blev fundet i 1989 og beskrevet i Edvard Radzinskys bog “Den sidste zar” fra 1992. “Yurovsky-notatet” var en beskrivelse af begivenheden af Yurovsky efter henrettelsen. Ifølge notatet blev familien vækket den nat, hvor mordene fandt sted, og fik besked på at klæde sig på. De fik at vide, at de skulle flytte til et nyt sted af hensyn til deres sikkerhed. De hævdede, at det var på grund af den mulige vold, der kunne forekomme, når den hvide hær nåede Jekaterinburg. Da de var klædt på, blev familien og de få tjenere ført til et lille rum i husets kælder. De fik besked på at vente der. Alexandra bad om stole til sig selv og Alexei, og hun satte sig ved siden af sin søn. Efter kort tid kom bødlerne ind i rummet, anført af Yurovsky. Yurovsky fortalte hurtigt zaren og hans familie, at de skulle dø. Zaren råbte “Hvad?” og vendte sig mod sin familie, men blev straks dræbt, da flere kugler ramte hans brystkasse. Zaren, kejserinden og to tjenere blev dræbt i den første skudrunde. Maria, dr. Botkin og Alexandras tjenestepige Demidova blev såret. Tyk røg og støv fyldte rummet fra skyderiet, så de bevæbnede mænd forlod rummet i et par minutter. De kom snart tilbage og skød Dr. Botkin. En revolvermand ved navn Ermakov forsøgte at skyde Tsarevich Alexei, men juvelerne i drengens tøj beskyttede ham. Ermakov forsøgte at dræbe Alexei med en bajonet, men det mislykkedes igen. Til sidst affyrede Yurovsky to skud i drengens hoved. Tatiana og Olga var i nærheden af muren. De holdt fast i hinanden og græd efter deres mor. Tatiana blev dræbt af et skud i hovedet. Olga døde, da Ermakov skød hende i kæben.
Maria, Anastasia og tjenestepigen Demidova lå på gulvet under værelsets ene vindue. Ermakov sagde, at han dræbte Maria ved at skyde hende i hovedet. Ermakov forsøgte derefter at stikke Anastasia ned, men det lykkedes ikke, og sagde, at han dræbte hende ved at skyde hende i hovedet. Marias kranie har dog ingen skudsår. Det er uklart, hvordan hun døde. Ermakov var beruset under mordene, og det er muligt, at hans skud ikke gik helt igennem hendes hoved. Hun kan være blevet bevidstløs og have blødt meget, men forblev i live. Da ligene blev ført væk, rørte to af storhertuginderne sig. Den ene satte sig op og skreg og kastede sin arm over hovedet. Den anden, der blødte fra munden, stønnede og bevægede sig. Da Olga og Tatiana blev skudt, blev de dræbt på stedet, så Maria var sandsynligvis den, der skreg. Anastasia kunne måske stadig have været i stand til at bevæge sig. Ermakov fortalte sin kone, at Anastasia blev dræbt med en bajonet, og Jurovskij skrev, at da ligene blev båret ud, skreg en eller flere af pigerne og blev slået i baghovedet med en kølle. Marias baghoved viser imidlertid ingen tegn på at være blevet slået med en kølle. Resterne af Anastasias forbrændte krop viser ingen detaljer om, hvordan hun døde.
Leave a Reply