The Forester Sisters

Gruppens debutsingle “(That’s What You Do) When You’re in Love”, der blev udgivet i midten af 1985, nåede en topplacering som nummer ti på Billboard Hot Country Songs-listerne. Sangen fungerede som forsingle til deres selvbetitlede debutalbum, der udkom senere samme år. Tre andre singler fra albummet nåede førstepladsen på den samme hitliste i 1986; i rækkefølge efter udgivelsen var det “I Fell in Love Again Last Night”, “Just in Case” og “Mama’s Never Seen Those Eyes”. De Muscle Shoals-baserede sangskrivere Terry Skinner og J. L. Wallace producerede albummet og var med til at skrive både “When You’re in Love” og “Mama’s Never Seen Those Eyes”; førstnævnte skrev de sammen med Ken Bell, som de tidligere havde indspillet sammen med i bandet Bama. “Just in Case” blev skrevet af Exile-medlemmerne J. P. Pennington og Sonny LeMaire og tidligere indspillet af dette band på deres album Kentucky Hearts fra 1984. Salgstal fra Warner Bros. Nashville viste, at der blev solgt mere end 100.000 eksemplarer af “I Fell in Love Again Last Night”. Samtidig med succesen med dette album blev søstrene nomineret af Academy of Country Music til årets vokalgruppe i både 1985 og 1986 og vandt prisen det sidste år. Selve albummet blev nomineret for bedste countryoptræden af en duo eller gruppe med vokal ved den 28. årlige Grammy-uddeling i 1985. Albumets kommercielle succes resulterede også i en omfattende turnéplan, der bestod af optrædener med Alabama, George Jones, Ricky Skaggs og flere andre countrymusikkunstnere i 35 stater. En ukrediteret anmeldelse i People var blandet, idet den kaldte deres lyd “tungt countrypræget” og erklærede, at gospellyden på “The Missing Part” “tilføjer en tydelig varme, der blander sig hyggeligt med kvartettens lysstyrke”. På tidspunktet for albummets udgivelse boede Kathy sammen med sin mand Terry Adkins, som også var deres manager og basguitarist, mens de tre andre søstre fortsat boede hos deres forældre.

Kvartettens andet album var 1986’s Perfume, Ribbons & Pearls. Det havde kun en enkelt single på hitlisten i “Lonely Alone”, som lå to uger på andenpladsen på Hot Country Songs det år. Blandt de medvirkende sangskrivere på albummet var Pam Tillis, Bob McDill og Walt Aldridge. Som på det foregående album blev Skinner og Wallace ved med at være producere. People offentliggjorde en positiv anmeldelse og roste alle fire søstrenes vokalpræstationer, samtidig med at de udtalte, at albummet “varmer hjertet, mens det opkvikker tåen”. Cliff Radel fra The Cincinnati Enquirer vurderede albummet til 2 ud af 5 stjerner og kaldte sangen “klar som himlen på en frisk efterårsdag”, men kritiserede de “fattigdomsramte sange”. Montreal Gazette-skribenten Lucinda Chodan satte kvartettens lyd i kontrast til The Judds og erklærede, at “disse himmelske stemmer harmonerer i tjeneste af sange, der for det meste er omtrent lige så individuelle som pennies i en krukke”. Hun mente, at “100% Chance of Blue” og coveret af The Supremes’ “Back in My Arms Again” var de mest særprægede sange, men kritiserede alligevel produktionen. Efter “Lonely Alone” var Forester Sisters med som vokalister på The Bellamy Brothers’ hit “Too Much Is Not Enough” fra slutningen af 1986, en nummer et-single fra deres album Country Rap. Efter denne sangs succes turnerede de to grupper sammen det følgende år på Brothers and Sisters Tour.

Sidst i 1980’erneRediger

You Again, søstrenes tredje album, tegnede sig for tre singler ved udgivelsen i 1987. Den første var et cover af Brenda Lees hit “Too Many Rivers” fra 1965, som Forester Sisters bragte til top fem på country-listerne. Derefter fulgte titelnummeret, som blev søstrenes femte og sidste nummer et-hit. Den sidste single var top fem-hittet “Lyin’ in His Arms Again”, som også var skrevet af Skinner og Wallace, der delte albummets produktion med Barry Beckett, James Stroud og Emory Gordy Jr. På albummet var også “Sooner or Later”, som senere blev et top ti-hit i 1990 for Eddy Raven. James M. Tarbox fra Knight Ridder News Service anmeldte albummet positivt og mente, at albummet var “konsistent” på grund af dets lyriske temaer om kærlighed, mens han også bemærkede, at lyden både var “traditionel” og “klog til et par melodier, der let kan krydse over til andre formater”. Sideløbende med You Again indspillede søstrene også A Christmas Card, et album bestående af traditionelle julesange, som blev udgivet senere i 1987.

Det næste album var Sincerely fra 1988. Førstesinglen var “Letter Home”, efterfulgt af et cover af 1950’ernes popstandard “Sincerely” og endelig “Love Will”. Albummet indeholdt også et cover af The Beatles’ “I’ve Just Seen a Face” og Harlan Howard-kompositionen “These Lips Don’t Know How to Say Goodbye”, som senere blev et top ti countryhit for Doug Stone i 1991. Sangskriveren Wendy Waldman stod for det meste af produktionen på dette album, med assistance på nogle numre fra Beckett, Stroud og Norman. Sincerely var medvirkende til kvartettens anden Grammy Award for bedste countryoptræden af en duo eller gruppe med vokal, som blev nomineret ved den 31. årlige Grammy-uddeling i 1988. Jan Walker fra Orlando Sentinel sagde, at “der er en sikker lyd i hver af de 10 sange på albummet, et udstillingsvindue for den tilsyneladende ubesværede naturlige harmoni mellem fire søskende-stemmer”. William Ruhlmann fra AllMusic anmeldte også albummet med velvilje og udtalte, at “The Foresters, der allerede var i besiddelse af en vidunderlig vokalharmonisk stil, nåede et højdepunkt, da de slog sig sammen med forfatteren/producenten Wendy Waldman til dette album og skære hendes ‘Letter Home’ og andet stærkt materiale”.

Warner Bros. udgav yderligere to projekter med søstrene i 1989. Det første var et gospelalbum med titlen All I Need. Det indeholdt gengivelser af traditionelle salmer og spirituals som “Amazing Grace” og “Precious Memories” sammen med populære gospelsange fra det 20. århundrede som “This Ole House”. Christy beskrev albummet som “roots that we returned to”, hvilket er en henvisning til søstrenes opvækst som sangere i deres kirker. Norman, Beckett og Stroud har co-produceret albummet. Senere i 1989 kom en Greatest Hits-pakke. Den indeholdt to nye sange: “Don’t You” og “Leave It Alone”, som begge nåede top ti på Hot Country Songs det år. Ved årtiets slutning havde gruppens første 14 singler alle opnået top 10-placeringer på denne liste, hvilket på det tidspunkt var den længste række af sådanne placeringer, som en ny kunstner havde opnået, siden Billboards countrylister blev udvidet til 100 placeringer i 1960’erne.

1990’erneRediger

Trods de tidligere singlers fremdrift var gruppens album Come Hold Me fra 1990 ikke en succes på countrylisterne, idet ingen af de to udvalgte singler nåede Top 40. Disse var et cover af John Hiatts “Drive South”, som også havde gæstevokal fra Bellamy Brothers, og “Nothing’s Gonna Bother Me Tonight”. Waldman producerede albummet selv denne gang. Blandt de medvirkende musikere var Sam Bush, Mark O’Connor, Willie Weeks og Craig Bickhardt. Jerry Sharpe fra The Pittsburgh Press gav albummet en blandet anmeldelse, idet han sagde, at det havde “for meget rock kombineret med et middelmådigt materiale”. Han roste singlerne, sammen med titelnummeret og “You’ll Be Mine” som de stærkeste for deres vokalpræstationer.

I april 1991 udgav Warner gruppens næste album Talkin’ ‘Bout Men. Robert Byrne, en anden Muscle Shoals-baseret musiker, producerede albummet og spillede guitar på det. Det blev indspillet i det samme studie, hvor gruppen havde lavet deres demoer og to første studiealbums. Søstrene bemærkede, at tidligere producere havde ønsket at fremhæve deres “blødere” lyd, hvorimod Byrne var villig til at inddrage countryrock og western swing. Lead-singlen “Men”, som Byrne var med til at skrive, blev nummer otte på hitlisten over Hot Country Songs samme år. Kim sagde om “Men”, der er en nyhedssang om forholdet mellem mænd og kvinder set fra en kvindes synsvinkel, at hun kunne relatere til den, fordi hun havde lyttet til den efter at have haft et skænderi med sin mand. Sangens succes førte også til en parodi kaldet “Women”, som blev indspillet på Curb Records af et studieband ved navn Bandit Brothers; midt i 1991 var denne parodi også kommet på hitlisten over Hot Country Songs. “Men” blev søstrenes tredje nominering til en Grammy Award for bedste countryoptræden af en duo eller gruppe med vokal, idet de modtog nomineringen ved den 34. årlige Grammy-uddeling i 1991. På trods af succesen med “Men” blev der kun en enkelt anden single på albummet, nemlig “Too Much Fun”, som nåede nummer 62 på hitlisten. Johnny Loftus anmeldte albummet positivt på AllMusic, idet han kaldte “Men” for et “Bonnie Raitt-lite country-popnummer” og fandt påvirkninger af western swing og gospel i nogle numre, mens han samtidig komplimenterede søstrenes harmonier.

Søstrenes sidste hitlisteindtrædener kom i 1992 fra albummet I Got a Date. Både “What’ll You Do About Me” (senere et top-20-hit i 1995 for Doug Supernaw) og titelnummeret nåede ikke op på countrymusik-top 40. June fortalte The News-Press på tidspunktet for albummets udgivelse, at søstrene ønskede at vise deres “vittige, drilagtige side”. Gruppen så det også som et konceptalbum, der tematisk set ligner konceptet i “Men”. Kim fremhævede især titelnummeret, idet hun udtalte, at hun var i gang med en skilsmisse på indspilningstidspunktet og følte, at hun i en alder af 31 år var “for gammel til at begynde at date igen”. Tom Roland fra AllMusic skrev, at albummet var “stilistisk vidtspændende med en stærk dosis humor, især i titelnummeret og ‘Redneck Romeo’.”

Søstrene holdt en pause fra indspilningerne i det meste af midten af 1990’erne, men fortsatte med at turnere regionalt, dog primært i weekenderne for at passe deres børn resten af ugen. De vendte tilbage til studiet for et nyt album med titlen More than I Am i 1996. Warner markedsførte albummet som “positiv country”, der indeholdt opløftende og åndelige budskaber uden at være eksplicit moderne kristen musik af natur, og som var inspireret af lignende udgivelser af Ricky Van Shelton og Susie Luchsinger. Christys mand, Gary Smith, producerede albummet og spillede keyboards på det. Blandt de medvirkende sangskrivere var Karen Staley og Paul Overstreet, hvoraf sidstnævnte tidligere havde været med til at skrive gruppens “I Fell in Love Again Last Night”. Efter dette album besluttede søstrene at trække sig tilbage fra musikbranchen med henvisning til både et ønske om at tilbringe mere tid sammen med deres familier og genrens stigende fokus på mandlige kunstnere. Kathy blev efterfølgende musiklærer, June blev lærer for elever med synshandicap, og både Kim og Christy blev indretningsarkitekter. De fire søstre er siden blevet genforenet for at give lejlighedsvise optrædener, især i 2013 for at ære deres optagelse i Georgia Music Hall of Fame.