Overlevendes flambering
Hvordan man overlever næsten to årtier på tv
Televisionsfans kender måske udtrykket “Flanderisering”.” Det er en tv-trope, der stammer fra The Simpsons. Familiens nabo, Ned Flanders, startede som et spejlbillede af Homer. Han var opmærksom på sine børn, hårdtarbejdende, veltrænet og tilfældigvis også kristen. Med tiden blev Ned efterhånden udelukkende fokuseret på sin religion og forvandlede sig til en religiøs tosse.
På en måde var Ned en fuldt udbygget karakter, da serien begyndte, og på en eller anden måde udviklede han sig med tiden til at blive en vittighedsmaskine med fokus på religion. På samme måde som Barney blev en vittighed om at drikke eller være ulækker, eller som Ralph gik fra at være en smule tåbelig til at blive en fuldkommen særklasseelev, der ikke engang burde gå i 2. klasse.
Flanderisering sker, fordi jo længere tid der går, jo mere havde Simpsons brug for at skabe skandaløse situationer for at være sjove (og Gud ved, at serien har stået på mere end dobbelt så længe, som den burde have gjort nu). Hvordan hænger dette sammen med reality-tv og mere specifikt med Survivor? Selv om showet beholder en for det meste unik sammensætning af spillere fra sæson til sæson, har Survivor fundet sin egen måde at flambere sig selv på, og det sker ved hjælp af produktionen.
De, der har været med siden begyndelsen (da showet nærmer sig sit andet årti, har det fået mig til at føle mig forbandet gammel), husker friskheden i “Survivor: Borneo”. Ingen havde nogensinde set noget lignende, og selv da man gik ind i sæsonen, undrede folk sig over, hvad der ville ske. Skulle de være på en øde ø? Hvor længe skulle de være der? Der var nogen, der blev elimineret hver uge … hvordan kan det ske? Vil folk dø? Og ja, folk spekulerede med rette på, om deltagerne ville dø i showet.
Så fik vi set et par sæsoner, og publikum begyndte at forstå formatet. Survivor: Australian Outback var tre dage længere, for de lækre tv-dollars skyld, men tilsyneladende nøjagtig det samme. To stammer og en sammenlægning. Man har et stammesamråd, hvor folk bliver stemt ud. Til sidst, ved final nine, begynder juryen, og disse mennesker afgør i sidste ende vinderen mellem de to sidste deltagere, der er tilbage. For publikum var vi nu trygge ved formlen, og alt gav mening.
Problemet for produktionen var at holde øje med deres produkt. Hvis en komedie er bekymret for at få dig til at grine, var Survivor bekymret for at holde fansene interesserede. Richard Hatch havde skabt en blueprint for at vinde Survivor, og Tina Wesson havde fulgt den nøje til sin egen sejr. Hvis det eneste, der skulle til, var at holde fast i en flertalsalliance for at køre det hele til ende, ville publikum begynde at tune ud af fremtidige sæsoner på grund af dets forudsigelighed.
Så hvordan foreslog produktionen at bekæmpe denne form for forventningsfuldhed? Ved at rode med spillets grundlæggende formel. Det er sådan vi kommer til Survivor: Africa, og Silas Gaithers formår at twiste fuck sig selv ved det første tribe swap nogensinde. Det var et kunstigt forsøg fra produktionens side på at skabe lidt usikkerhed i spillet. En variabel, der ikke kunne kvantificeres.
Det var det første skridt i Survivor’s egen Flanderization-proces. Det er aldrig et fuldblæst flip, ændringen sker gradvist. Ligesom en person, der starter med en næseoperation for at rette en lille ufuldkommenhed for så at ende med en fuldt renoveret krop fem år senere.
Hver gang produktionen piftede ved sin formel, måtte spillerne finde ud af en måde at omgå denne nye ændring på. I Australian Outback fandt Colby Donaldson og co. ud af, hvordan de kunne snyde showets metode til at bryde uafgjorte stemmer. Det tvang produktionen til at indføre lodtrækningssten i “Survivor: Marquesas”. Spillerne tilpassede sig derefter ved at undgå stemmelighed ved enhver mulig lejlighed i en sådan grad, at vores næste stenudtrækning først kom 23 sæsoner senere.
Survivor: All-Stars præsenterede muligvis den største ændring, som produktionen nogensinde kunne skabe. Så vidt vi vidste, har Survivor altid handlet om perfekte fremmede mennesker, der mødes på en øde ø og lærer at overleve sammen. Det sociale eksperiment aspekt af showet betød, at det var en stor del af dynamikken, at spillerne var fremmede. I All-Stars blev dette udelukket, da næsten alle spillerne kendte hinanden i kraft af, at de var en del af en endnu mindre kreds af tidligere “Survivors”. All-Stars betød begyndelsen på en ny tidsalder, hvor spillerne nu måske kunne få en ny chance for at spille spillet.
Selv med ændringer i spillet er en stor kritik, der altid er blevet rejst mod showet, at mindretallet ofte ikke har noget at gøre. Så produktionen gik tilbage til tegnebrættet og fandt på en opfindelse med håb om at løse dette problem. I Survivor: Guatemala blev den skjulte immunitetsidol således født. Det var endnu et twist, der fuldstændig ændrede den måde, spillet blev spillet på, og deltagerne var nødt til at planlægge for det. Dette er den æra, hvor stemmespaltning bliver en ny trend, og hvor det at blinde din modstander bliver den ideelle måde at stemme ham ud på.
I endnu et forsøg på at skabe bedre chancer for, at en fanfavorit klarer sig til slutningen, introducerede Survivor de sidste tre. Nu ville tre personer få en chance for at deltage i det endelige tribal council og gøre deres sag til en million dollars. Den tilsigtede virkning var at hjælpe de “berøvede” sidste tre spillere, som blev stemt ud lige før de nåede deres mål. I virkeligheden endte det selvfølgelig med, at disse spillere nu endte med at blive skåret ud ved final fire i stedet.
Derfra kom en anden stor ændring: Redemption Island. Bortset fra Survivor: Pearl Islands, som var en anden formelændrende beslutning, havde ingen udstemte deltagere nogensinde haft mulighed for at vende tilbage til spillet. Nu ville to spillere få en chance for at komme tilbage fra døden ved at kæmpe sig ind på øen. Deltagerne skulle nu finde en måde at stemme folk ud på, samtidig med at de skulle være tilstrækkeligt diplomatiske til at undgå deres vrede, hvis de kom tilbage.
På dette tidspunkt i Flanderization-processen lignede showet slet ikke sit oprindelige produkt. Det, der engang var et simpelt spil, var blevet stort og komplekst. Ingen afstemning var nogensinde ligetil på grund af de mange værktøjer, der var på plads for at påvirke spillerne. Fordi afstemningerne blev mere strategisk komplekse, krævede de mere tid til at udforske. Mere tid betyder mere opmærksomhed i den episode, der er afsat til spillets strategi. Efterhånden som sæsonerne gik, begyndte de oprindelige fans at bemærke en tendens, hvor showet bevægede sig i retning af at vise sæsonens strategi frem for deltagernes historier. Jeg præsenterer ikke dette som hverken godt eller dårligt, men blot som en måde, hvorpå showet begyndte at ændre sig med alderen.
Derpå kom en stor ændring i showets identitet i begyndelsen af 30’erne. Før havde Survivor altid gjort en dyd ud af at flytte rundt til forskellige steder og miljøer. Det var en af de største søjler, der gjorde det til Survivor. Da verdensøkonomien ændrede sig, og tv som medie faldt yderligere bagud i forhold til streamingtjenester, besluttede produktionen: Showet var færdig med at flytte rundt.
Det lagde anker på Fiji, Survivor’s faste hjemsted siden Survivor: Millennials vs. Gen X. De nye lande og steder var nu fortid, den swingende ungkarl var blevet en hjemmegående. Det betød også, at produktionen ikke længere kunne titulere deres sæsoner efter deres steder. De var nu nødt til at finde på temaer, der kunne differentiere den ene Fiji-sæson fra den næste.
Hvis du spørger mig, var det her, den vanvittige Flanderisering begyndte. Serien begyndte virkelig at læne sig op ad sine temaer. Jeff Probst selv blev en karikatur af sine tidligere dage og begyndte at hamre sæsonens temaer ihjel ved tribal council. I “Millennials vs. Gen X” var han nødt til at indramme hver eneste beslutning ud fra perspektivet om, hvad det betød at være fra en af generationerne. I Survivor: Ghost Island harcelerede Jeff om forbandelser fra tidligere sæsoner, som måske eller måske ikke rigtig var forbandet.
Det ville selvfølgelig være umuligt at nævne denne æra af Survivor uden at nævne det twist med at lave ild i Final Four, som blev introduceret i Survivor: Heroes vs Healers vs Hustlers. Fordi produktionen var ved at blive frustreret over, at flere fanfavoritter blev slået ud ved Final Four, hvorimod det plejede at være ved Final Three, når kun to personer nåede frem til det endelige tribal council, så fordoblede produktionen sin beslutning og gjorde det obligatorisk at lave ild for at overleve Final Four. Nu havde en person, der var indstillet på at blive stemt ud ved finale fire, en sidste chance for at redde sig selv ved at lave ild (jeg kigger på dig Ben Driebergen).
Fast-forward til nutiden. Vi er mindre end en måned fra Survivor 38, Survivor: Edge of Extinction. I denne sæson vil vi have fire tilbagevendende spillere, hvoraf tre af dem spiller for tredje gang. Spillere, der bliver stemt ud, vil blive sendt til Extinction Island. Tænk på det som en mere ekstrem version af Redemption Island. Der vil være to muligheder for at vende tilbage til spillet: ved sammenlægningen og mod slutningen. Spillerne kan forlade Extinction Island når som helst eller blive til slutningen, hvor den sidste spiller vinder sin chance for at vende tilbage.
Det betyder, at alle 18 deltagere teoretisk set stadig kan være med i spillet på dag 39. Hvordan fungerer juryen? Hvordan vil dette twist fungere i forbindelse med F4-brand-twistet? Hvordan vil exit-interviews fungere? Hvorfor bruger showet pludselig opsigelse, en handling, som Jeff og produktionen har foragtet, siden Osten gjorde det tilbage i Pearl Islands, som en legitim metode til at forlade en sæson?
Alle disse ændringer er sket over tid, men ligesom Ned Flanders er det en slående forandring at sammenligne den første sæson med den nuværende. Hvis en Survivor-fan fra begyndelsen af 2000’erne var blevet frosset ned og derefter tøet op i nutiden, ville han eller hun forstå næsten 0 % af en nuværende Survivor-sæson. Jeg forstår, at produktionen aldrig ville forblive stagnerende på showets formel, vi ville ikke være i sæson 38 uden ændringer. På godt og ondt var showet nødt til at ændre sig, og nu står vi her på tærsklen til den potentielt mærkeligste sæson af Survivor, vi nogensinde vil få. Det ville kun blive endnu mere mærkeligt, hvis Ned Flanders selv blev castet til showet.
Leave a Reply