Yale University

Vold og folkedrab i Guatemala

Af Victoria Sanford

[email protected]

Senior Research Fellow

Institute on Violence and Survival, Virginia Foundation for Humanities

Assistent professor

Afdelingen for antropologi, Lehman College, City University of New York

KORT 1 (Ansvar for voldshandlinger): I sin endelige rapport konkluderede kommissionen for historisk opklaring (CEH – Guatemalas sandhedskommission), at hærens massakrer havde ødelagt 626 landsbyer, at mere end 200.000 mennesker var blevet dræbt eller forsvundet, at 1,5 millioner var blevet fordrevet som følge af volden, og at mere end 150.000 var blevet drevet til at søge tilflugt i Mexico. Kommissionen fandt endvidere staten ansvarlig for 93 % af voldshandlingerne og guerillaen (URNG-Guatemalas revolutionære union) ansvarlig for 3 % af voldshandlingerne.

KORT 2 (ofrenes etnicitet): Alt i alt var 83% af ofrene mayaer og 17% ladinoer.

KORT 3 (Nordlige El Quiche; samlet antal ofre):Gennem en analyse af mønstret for massakrerne i El Quiche og Baja Verapaz i de sidste tolv måneder af general Lucas Garcias regime (marts 1981-82) og de første tolv måneder af general Rios Montts regeringstid (marts 1982-83) viser jeg, at (1) massakrerne ikke var resultatet af slyngelagtige feltkommandanter; (2) massakrerne var en systematisk og strategisk kampagne af hæren som institution; (3) Rios Montt ikke blot fortsatte den massakrekampagne, som Lucas Garcia havde påbegyndt, men han systematiserede faktisk massakrekampagnen yderligere; og (4) denne vedvarende massakrekampagne var hærens første folkemordskampagne.

Ixil- og Ixil-områderne er beliggende i den nordlige del af El Quiche med Ixcan-junglen nord for Ixil-bjergene. Mellem marts 1981 og marts 1983 gennemførte den guatemalanske hær 77 massakrer i Ixil/Ixcan-området. Der er 3 102 kendte ofre for disse massakrer. Hvis vi placerer antallet af massakrer og ofre efter dato i regimernes kalender, er Lucas Garcia ansvarlig for 45 massakrer med 1 678 ofre fra marts 1981 til marts 1982, og Rios Montt er ansvarlig for 32 massakrer med 1 424 ofre fra marts 1982 til marts 1983.

KORT 4 (Antal massakrer – det nordlige El Quiche): Hvis vi kun fokuserer på at sammenligne antallet af massakrer, finder vi et fald på 15 % i antallet af massakrer og 200 færre massakreofre i Ixil/Ixcan-området i løbet af Rios Montts første år.

KORT 5 (Gennemsnitligt antal ofre pr. massakre): Det ville imidlertid være misvisende blot at konkludere, at antallet af massakrer og massakreofre faldt under Rios Montt, fordi 1 424 mayaer blev ofre for 32 massakrer udført af hæren under hans regime. I stedet for et fald i de folkemorderiske aktiviteter i området steg antallet af ofre pr. massakre faktisk under Rios Montt fra et gennemsnit på 37 ofre til 45, hvilket svarer til en stigning på 18 % i antallet af ofre pr. massakre. Denne stigning tyder på en mere systematisk folkemordspolitik, hvor man søgte at opnå “effektivitet” ved at dræbe et stadig større antal mennesker ved hver massakre. Hvis vi desuden begrænser undersøgelsesperioden fra de sidste tre måneder under Lucas Garcia og de første tre måneder under Rios Montt, finder vi 775 mayaofre i 24 massakrer under Lucas Garcia og 1.057 ofre i 19 massakrer under Rios Montt. Selv om der er et fald på 21% i antallet af kendte massakrer, er der en stigning på 27% i det gennemsnitlige antal ofre for hver massakre under Rios Montt. I de første tre måneder af Rios Montts regime stiger det gennemsnitlige antal ofre pr. massakre fra 32 til 56. Desuden er den kvalitative forskel mellem et gennemsnit på 32 og 56 ofre ikke landsbyens størrelse, men den systematiske inddragelse af kvinder, børn og ældre i slagteriet. Mens det er i de sidste seks måneder af Lucas Garcias regime, at hæren begyndte at inddrage kvinder, børn og ældre som mål i nogle massakrer, er det under Rios Montt, at deres inddragelse blev en systematisk praksis.

KORT 6 (El Quiche-data): Hvis vi udvider vores analyse til hele departementet El Quiche, bekræftes vores konklusioner om strategierne og mønstrene for massakrerne i Ixil/Ixcan-områderne under Lucas Garcias og Rios Montts regimer systematisk. Under Lucas Garcia blev 2.495 mayaer fra marts 1981 til marts 1982 ofre for 97 massakrer begået af hæren i departementet El Quiche. Under Rios Montt blev 3.180 mayaer mellem marts 1982 og marts 1983 ofre for 85 massakrer i El Quiche. Mens der også her er et fald på 13 % i antallet af massakrer under Rios Montt, er der en stigning på 25 % i antallet af ofre for massakrer i løbet af det første år af hans regime. Igen er der under Rios Montt en stigning i massakrenes effektivitet, idet der i gennemsnit er 30 % flere ofre pr. massakre. Og igen vil jeg gerne understrege, at denne stigning på 30 procent repræsenterer den systematiske inddragelse af kvinder, børn og ældre som massakreofre.

KORT 7 (Kommandoansvar efter procentdel af massakreofre): Af alle de Achi Maya, der blev ofre for hærens massakrer mellem januar 1980 og december 1982, døde hele 43 procent af massakreofrene i løbet af de første ni måneder af Rios Montts regime.

KORT 8 (Massakreofre i Salama og Rabinal): Hvis vi kombinerer massakrerne i kommunen Rabinal og departementets hovedstad Salama, finder vi, at det ladino-dominerede Salama led 1 % af massakrerne, mens det overvejende Achi-Maya-baserede Rabinal led 99 % af massakrerne.

KORT 9 (Antal massakreofre – Rabinal): I 1981 blev 422 Achi Achi fra Rabinal ofre for massakrer under Lucas Garcia – et gennemsnit på 35 massakreofre pr. måned. Yderligere 95 Achi døde i massakrer i de sidste tre måneder af Lucas Garcia-styret i 1982 – et gennemsnit på 32 massakreofre pr. måned. Alene i de første ni måneder af Rios Montts regime døde 487 Rabinal Achi i massakrer begået af hæren. Med et gennemsnit på 54 massakreofre pr. måned alene i Rabinal var der en stigning på 64 % i antallet af massakreofre i Rabinal under Rios Montt.

Mellem 1980 og 1983 blev 25 procent af massakrerne begået af hæren alene. Yderligere 21 procent blev begået af hærens tropper med judiciales – lokale ladinos fra Salama og Rabinal vestido de civil con pañuelos rojos. Både Rabinal Achi og ladinos omtaler disse mænd skiftevis som judiciales og escuadrones. Desuden blev 54 % af alle Rabinal-massakrerne begået af hæren med militærkommissærer og/eller patruljemænd fra den hærkontrollerede civile patrulje (PAC). Under Rios Montts regime var militærkommissærer og PAC’er med i alle hærens massakrer i Rabinal.

KORT 10 (Procentdel af massakreofre efter køn): Folkedrab er en kønsbestemt grusomhed, fordi hensigten er at ødelægge den kulturelle gruppe. Det betyder ødelæggelse af samfundets materielle kultur såvel som dets reproduktionskapacitet – kvinder og børn er således de primære mål for folkemordet. En måde at fastslå omfanget af folkedrabet på er at se på forholdet mellem mandlige og kvindelige massakreofre. I 1981 udgjorde kvinderne (herunder kvinder og piger) 14 procent af massakreofrene i Rabinal. I 1982 udgjorde de 42 % af massakrenes ofre. Ved at kortlægge kønssammensætningen af massakreofre over tid kan vi se, at stigningen i antallet af kvinder, der dræbes i massakrerne, stiger så hurtigt i midten af 1982, at den sammenlignende procentdel af dræbte mænd faktisk falder. Dette skæringspunkt repræsenterer den vellykkede gennemførelse af et skift i hærens strategi fra selektive massakrer til folkedrab og er placeret midtvejs i 1982, ca. tre måneder efter at Rios Montt tog magten ved et militærkup.

Det stadigt stigende antal maya-massakreofre og mønsteret fra Lucas Garcia-regimet til Rios Montts styre tyder uden tvivl på en vedvarende hærstrategi, der var konsekvent i forhold til målgruppen (mayaerne), og som blev stadig mere effektiv. Desuden var denne forbedrede effektivitet ikke et tilfælde og bestemt ikke et tilfældigt og tilfældigt resultat af uhæderlige kommandanter i felten. Det var feltets gennemførelse af den guatemalanske hærs “Plan de Campana Victoria 82” (Plan for sejrskampagne 82), som havde til formål at “eliminere”, “tilintetgøre” og “udrydde” “fjenden”.”

KORT 11 (Ansvar under Lucas Garcias sidste år): I sin omfattende undersøgelse af det guatemalanske militær baseret på interviews med højtstående officerer konkluderede Jennifer Schirmer: Koncentrationen af energier og styrker resulterede i den mest tæt koordinerede, intensive massakrekampagne i Guatemalas historie. General Hector Gramajo, Rios Montts vice-stabschef, fortalte “stolt” til Schirmer, at “en af de første ting vi gjorde var at udarbejde et dokument for kampagnen med bilag og appendikser”. Det var et komplet arbejde med planlægning ned til mindste detalje. Gramajo fortalte også Schirmer, at han var “koordinator og tilsynsførende for de militære øverstbefalende for operationerne i den vestlige zone (Alta og Baja Verapaces, El Quiche, Huerhuetenango og Chimaltenango)”; han omtalte også massakrekampagnen som sit “barn”. Mindre end en måned efter Rios Montts kup blev Plan Victoria underskrevet af juntaen den 10. april 1982 og gik officielt i gang 10 dage senere. Under hele kampagnen modtog Gramajo og hærens generalstab hver time og dag efterretningsrapporter om alle detaljerne i kampagnen via radiotransmissioner. Et afgørende element i Plan Victoria var den systematiske organisering af civile patruljer, som blev påbegyndt, måske som en pilotkampagne, under Lucas Garcia, men som blev gennemført under Rios Montt. Hele 64% af hærens massakrer i løbet af den 34-årige konflikt fandt sted mellem juni 1981 og december 1982. Ifølge en statistisk analyse af sandhedskommissionens resultater blev 14,5 procent af Ixil Maya’erne og 16 procent af Achi Maya’erne dræbt under La Violencia.

I betragtning af, at PAC’erne var en integreret del af sejrskampagnen i 1982, vil jeg igen se på massakrerne, men denne gang ved at analysere sammensætningen af gerningsmændene. Mine spørgsmål her er følgende: (1) Hvem udførte massakrerne? (2) Afslører dette et mønster? (3) Hvis der er et mønster, hvilke konsekvenser har det så?

I departementet El Quiche i det sidste år af Lucas Garcia-regimet udførte hærens delinger 97 massakrer, men 16 af disse massakrer adskilte sig fra de øvrige, fordi hærens delinger for første gang udførte massakrer med deltagelse af lokale PAC under hærens kommando. en strategi, der først brugte terror og psykologisk grusomhed for at tvinge lokalsamfundene til at overgive sig til hærens kontrol. Massakrerne skal ikke ses som diskrete og engangstilfælde af statslig vold, men snarere som integrerede strategiske operationer, der i deres helhed udgør hærens første folkemordskampagne. Ikke desto mindre er hver massakre stadig betydningsfuld, fordi den repræsenterer det øjeblik, hvor volden eksploderer i civile landsbyboeres liv og for altid ændrer livet for borgerne i det guatemalanske samfund både lokalt og nationalt. Det er i spændingsfeltet mellem denne lokale og sammenlignende nationale analyse af massakrerne, at vi bedst kan forstå betydningen af det guatemalanske folkemord.

I I Ixil-området mistede 83 mayaer i de sidste seks måneder af 1980 livet i massakrer begået af hæren i fem Ixil-samfund. I 1981 blev PAC’erne systematisk inddraget i hærens massakrekampagne. Af de 79 massakrer, som hæren foretog i El Quiche i 1981, deltog lokale PAC’er i 12 af disse massakrer (eller 15 %). I 1982 havde hæren begået 131 massakrer i El Quiche, og lokale PAC’er deltog i 41 af disse massakrer, hvilket fordoblede PAC’ernes deltagelse i hærens massakrer til 31%. Der er ingen tvivl om, at denne stigning i PAC’s udførelse af hærens strategi både repræsenterer udvidelsen af hærens kampagne for brændt jord og væksten af hærkontrollerede civile patruljer i hele regionen.

I sin omfattende undersøgelse fandt CEH, at 18 procent af menneskerettighedskrænkelserne blev begået af civile patruljer. Endvidere bemærkede den, at 85 procent af disse krænkelser, der blev begået af patruljer, blev udført på hærens ordre. Det er ikke uvæsentligt, at CEH fandt, at en ud af ti menneskerettighedskrænkelser blev udført af en militær kommissær, og at selv om disse kommissærer ofte ledte patruljerne i voldshandlinger, var 87 procent af de krænkelser, der blev begået af kommissærer, i hemmeligt samarbejde med hæren.

Mindre end en måned efter, at hæren organiserede alle mænd i San Jose og San Antonio Sinache, Zacualpa, i et PAC, begyndte den af hæren beordrede PAC-vold i lokalsamfundet. Den 24. maj 1982 (præcis to måneder efter kuppet) kaldte hæren alle de 800 patruljemænd til at samles foran kirken i San Antonio Sinache. Efter at have irettesat dem for at have undladt at anmelde guerillaer i de foregående uger, sendte hærløjtnanten dem ud på en forgæves march gennem bjergene for at finde guerillaer. Da de vendte tomhændet tilbage, viste hæren og de patruljemænd, der var blevet tilbage, dem de døde lig af fire PAC-medlemmer og to lokale kvinder. Efter at have beordret patruljerne til at aflevere deres palos (pinde) og macheter, beskyldte løjtnanten Manuel Tol Canil, en af de lokale PAC-chefer, for at være guerilla. To andre patruljevagter protesterede mod, at Canil ikke var guerrilla og ikke havde begået nogen forbrydelse. Løjtnanten beskyldte derefter disse to patruljemænd for også at være guerillaer.

De tre mænds hænder blev bundet bag ryggen på dem, og de blev bundet til et træ foran kirken. Løjtnanten beordrede patruljerne til at danne en linje foran træet. Han tog en af macheterne op, gav den til den første mand i rækken og beordrede ham til at “Dræb ham med den her.” Hvis du ikke dræber ham, så dræber jeg dig. På skift fik mændene ordre til ikke at ramme mændene med dødelige slag, fordi deres død skulle være langsom for at forlænge deres lidelser. Da det første offer døde efter tre macheteslag, sagde løjtnanten: “Ærgerligt, at han ikke kunne tåle mere, han døde med kun tre macheteslag.” Efter at alle tre mænd var blevet dræbt, fik patruljerne ordre til at begrave dem. En patruljevagt huskede, at han vendte hjem efter drabene: “Vi kom hjem meget kolde og meget bange. Nogle af de ældre mænd græd hele vejen, og vi græd alle sammen.” En anden tidligere patruljevagt forklarede virkningen af denne hærstyrede vold i hans samfund: “Vi begyndte at drikke mere aguardiente her for at berolige vores hjerter og for at hjælpe os med at slippe af med smerten fra de ting, vi led.”

KORT 12 (Ansvar under Rios Montt): Plan Victoria, der blev udviklet under Rios Montt, øger PAC’ernes centrale rolle i hærens strategi. Mindre end en måned efter Rios Montts kup begyndte hæren en intensiveret og systematisk tvangsrekruttering af mayaer til PAC’erne. Det varede ikke længe, før en million mænd blev tvangsrekrutteret til PAC’erne. Dette systematiserede yderligere inddragelsen af civile patruljer i den oprørsbekæmpelse, der blev påbegyndt under Lucas Garcia. Det bør derfor ikke være overraskende, at hærens massakrer med PAC-deltagelse mere end fordobledes til at udgøre 41% af hærens massakrer under Rios Montt, og at antallet af ofre for hæren/PAC-massakrer mere end tredobledes til at udgøre 47% af hærens massakreofre. Dette systematiske mønster med inddragelse af hærkontrollerede civile patruljer, der deltager i hærens massakrer, samtidig med at hærens officielle Plan Victoria-kampagne opfordrer til øget organisering af disse PAC’er, viser “uden skyggen af tvivl”, at (1) massakrerne blev udført af hærens delinger og hærens delinger med PAC-deltagelse; (2) mønstret for hærens og hærens/PAC-massakrer fra Lucas Garcia til Rios Montt viser, at massakrerne er et resultat af en udbredt hærstrategi og et udbredt kommando-ansvar; (3) dette mønster afslører en stærkt koordineret hærkampagne, som i stigende grad og systematisk inddrog PAC’er i massakrer under hærens kommando; (4) dette mønster kan kun have eksisteret som et resultat af en udbredt hærstrategi med inddragelse af PAC’er som en strategisk komponent i Plan Victoria fra 1982; og (5) både Lucas Garcia og Rios Montt samt Gramajo og andre hærembedsmænd i overkommandoen havde kommando-ansvar og er de intellektuelle ophavsmænd til hærens og hærens/PAC-massakrerne på mayaerne under deres militærregimer. Denne vedvarende kampagne af massakrer var hærens første folkemordskampagne mod mayaerne.

BILLEDE i GRAFIK 13 (kapel til minde om ofrene for massakren på Plan de Sanchez i 1982 i Baja Verapaz): I juli 2004 offentliggjorde den interamerikanske domstol sin fordømmelse af den guatemalanske regering for massakren den 18. juli 1982 på 188 Achi-Maya i landsbyen Plan de Sanchez i bjergene over Rabinal i Baja Verapaz, Baja Verapaz. I denne dom fastslog Domstolen for første gang i sin historie, at der havde fundet et folkedrab sted. Den Interamerikanske Domstol tilskrev massakren i 1982 og folkemordet til Guatemalas hærtropper. Dette er den første dom fra den interamerikanske domstol mod den guatemalanske stat for nogen af de 626 massakrer, som hæren udførte i forbindelse med sin brændte jordkampagne i begyndelsen af 1980’erne.

Ud over denne doms betydning for befolkningen i Plan de Sanchez er Domstolens afgørelse særlig vigtig, fordi følgende nøglepunkter indgår i dommen:

• Der blev begået et folkedrab i Guatemala;
• Dette folkedrab var en del af rammerne for den interne væbnede konflikt, da den guatemalanske regerings væbnede styrker anvendte deres nationale sikkerhedsdoktrin i deres opstandsbekæmpelsesaktioner; og,
• Disse oprørsbekæmpelsesaktioner, der blev gennemført inden for rammerne af den guatemalanske regerings nationale sikkerhedsdoktrin, fandt sted under general Efrain Rios Montts regime, der kom til magten ved et militærkup i marts 1982.

Dertil kommer, at Domstolen med hensyn til massakren i Plan de Sanchez anførte, at den guatemalanske regerings væbnede styrker havde krænket følgende rettigheder, som hver især er nedfældet i Menneskerettighedskonventionen fra Organisationen af Amerikanske Stater:

• Retten til personlig integritet
• Retten til retsbeskyttelse
• Retten til retsgarantier om lighed for loven
• Retten til samvittighedsfrihed
• Retten til religionsfrihed
• Retten til privat ejendomsret
• Retten til privat ejendom.

Sagen om Plan de Sanchez blev behandlet af den interamerikanske domstol efter anmodning fra den interamerikanske kommission, som modtog det oprindelige andragende fra pårørende til ofrene for massakrerne. Disse overlevende anmodede om behandling ved den interamerikanske domstol på grund af manglen på retfærdighed i det guatemalanske retssystem. Siden Plan de Sanchez-sagen blev indledt i 1995, er der blevet foretaget mere end 200 opgravninger af andre hemmelige kirkegårde med massakreofre i Guatemala. Hver af disse opgravninger har medført, at der er blevet rejst en straffesag med retsmedicinske beviser mod Guatemalas hær og dens agenter. Indtil nu er kun Rio Negro-sagen blevet behandlet af en guatemalansk domstol (i 1999), og ingen hærens embedsmænd blev inddraget i sagen, som fandt tre civile patruljemænd af lav rang skyldige.

Den guatemalanske regering søger i øjeblikket militær hjælp fra USA. Desværre omfatter de fleste guatemalanske politiske partier tidligere militærpersoner, der er indblandet i folkemordet – det mest fremtrædende er det magtfulde FRG-parti med Rios Montt i spidsen. Desuden har regeringen endnu ikke fuldt ud renset de væbnede styrker for de intellektuelle og materielle ophavsmænd til folkedrabet. Inden den amerikanske regering sender våben eller penge til den guatemalanske hær, bør den overveje det guatemalanske retssystems manglende evne til at behandle disse sager om hærens massakrer samt dets manglende evne til at retsforfølge Efrain Rios Montt og andre intellektuelle ophavsmænd til folkedrabet.