Skue ind i øjet på en tornado

Jeg har aldrig oplevet en tornado, men jeg har været tæt på. Før jeg flyttede hertil til Turtle Islands Great Plains boede jeg højt oppe i Rocky Mountains, hvor tornadoer er næsten lige så sjældne som tsunamier i havet. I 18 år har jeg aldrig skænket tornadoer en tanke. Men det ændrede sig, da jeg flyttede til tornado-landet.

Men jeg havde en del erfaring. Dybt gemt i fordybningerne i min hjerne var der en oplevelse fra et par hundrede år siden, da jeg gik på college. Jeg gik på et universitet i Lubbock, Freaking, Texas; en købstad i det, der er kendt som Tornado Alley.

Mine forældre nægtede at give så meget som en krone til min universitetsuddannelse – de mente, at jeg var for dum – så jeg måtte selv betale for den. Og det er derfor, at jeg aldrig blev færdig og fik en eksamen; fordi pengene løb ud. Så jeg kunne alligevel ikke gå på college uden også at have et deltidsjob.

Så jeg fik et deltidsjob på Burger King-restauranten, der lå lige over for Texas Tech-fodboldstadionet. Det var en meget, meget travl Burger King – især efter en fodboldkamp. Jeg lærte at lave en Whopper på under 4 sekunder, og jeg tjente nok penge til at leve af og feste og drikke og jagte piger.

En dag, mens jeg arbejdede på samlebåndet til hamburgere sidst på eftermiddagen, døde forretningen pludselig. Spisesalen blev hurtigt tømt. Mine kolleger på samlebåndet snakkede løs, ordet tornado var med i de fleste af deres sætninger. De fleste af dem gik hurtigt til lagerrummet i kælderen.

Det var ikke mig. Jeg gik ud i spisesalen for at kigge ud af de store glasruder. Hvis der skulle komme en tornado, ville jeg gerne se den.

Mens regnen begyndte at falde i dyner, blev det meget, meget mørkt; så mørkt, at gadebelysningen faktisk blev tændt. Jeg må indrømme, at det var ret spændende. Det var som om, at elektricitet knitrede gennem luften. Men der var ingen tornado – i hvert fald ikke som jeg kunne se.

Den næste morgen fik jeg at vide, at en tornado rent faktisk ramte ned omkring 10 blokke fra den fastfood-butik. Tornadoen ramte et gammelt forladt pakhus og gik derefter straks tilbage op i himlen. (Tornadoen forvekslede tilsyneladende det gamle forladte pakhus med en campingvognspark.)

Jeg havde et andet tornado-møde på noget nært hold et par år senere, da jeg boede i nærheden af Ft. Worth. Jeg husker ikke meget af det, sandsynligvis fordi jeg var for beruset eller skæv (eller begge dele). Alt jeg husker er, at en tornado ramte i nærheden, men jeg var uskadt – om ikke en smule tømmermænd.

Derpå kom jeg i adskillige årtier ikke engang i nærheden af et tornado-møde. Det tætteste, jeg kom, var at høre om tornadoer i nyhederne. Da jeg så billeder af de ødelæggelser, der blev forårsaget, var jeg blot taknemmelig for ikke længere at bo i tornado-land.

Men så, for mere end syv år siden, forlod jeg Rocky Mountains’ paradis til fordel for Turtle Islands store sletter. Den allerførste måned, jeg var her, boede jeg stadig hos min datter, mens jeg ledte efter et job og en bolig, da civilforsvarets sirener pludselig gik i gang. Min første tanke var: “Hold da kæft! Er japanerne ved at angribe os igen? Har russerne affyret atombomber i vores retning?

Min datter forsikrede mig hurtigt om, at vi ikke var truet af nogen apokalyptisk krig, at disse sirener var tornadosirenerne. Hun beordrede mig til at følge hendes lille familie ned i kælderen. (Jeg er en god far. Når min datter beordrer mig til at gøre noget, så gør jeg det.)

Jeg lærte hurtigt, at disse høje, modbydelige sirener går i gang, når der er en overhængende trussel om en tornado. Jeg lærte også hurtigt, at disse utroligt høje sirener går i gang den første mandag i hver måned. Det er den dag, hvor de tester sirenerne for at sikre, at de fungerer korrekt. Mange gange i løbet af de sidste syv år har jeg siddet stille og roligt ved mit skrivebord og skrevet som en galning, da sirenerne pludselig gik i gang. Det første, jeg gør, er at kigge ud ad vinduet og se en smuk skyfri blå himmel. Jeg indser så, at det er den første mandag i måneden.

Men når jeg kigger ud af vinduet, efter at tornadosirenerne er gået i gang, og jeg ser, at det er mørkt og overskyet og stormfuldt, og jeg indser, at det IKKE er den første mandag i måneden, er det første, jeg gør, at jeg tænder for radioen. Jeg har en lille radio, der er indstillet på den lokale radiostation, som giver alle de seneste oplysninger om vejr og tornadoer.

For mange årtier siden plejede jeg at lytte til radioen hele tiden. Jeg kørte aldrig i min bil uden radioen tændt. Mange af de utallige job, jeg har haft, havde radioer, der spillede hele tiden. Når jeg var alene hjemme, tændte jeg ofte for radioen for på en eller anden måde at komme i kontakt med resten af menneskeheden.

Nu, så mange årtier senere, kan jeg ikke holde ud at lytte til radioen! Selvfølgelig kan man af og til høre en sang, man kan lide, men i mellemtiden må man lytte til utallige sange, man ikke bryder sig om, og endnu værre til modbydelige DJ’s, der taler uafbrudt, eller til dumme, dumme reklamer. Hvem kan holde al den ulækre støj ud? Jeg kan i hvert fald ikke!

Jeg lytter aldrig til radio – eller næsten aldrig. Jeg kan ikke udstå radio. Jeg foretrækker stilhed eller fuglesang. Jeg foretrækker et stille sind, der ikke er forstyrret af støj. Hvis jeg i de sjældne tilfælde, hvor jeg lytter til musik, vælger jeg musikken i stedet for en eller anden lokal DJ. Jeg synes, at det at lytte til radio er meget forvrængende for de vibrationer, jeg ønsker at opretholde. Det er bare en masse bedøvende støj!

Men så var der dengang for seks år siden. Jeg var for nylig blevet udskrevet fra det lokale hospital. Jeg boede midlertidigt i et statsstøttet boligprojekt på grund af min status som kræftpatient, der efter planen skulle dø inden for seks måneder. (Jeg måtte til sidst flytte ud, fordi jeg nægtede at dø.)

Jeg sad ved mit skrivebord og skrev rasende løs på min bærbare computer en dag, da tornadosirenerne pludselig gik i gang. Min første reaktion var at kigge på kalenderen. Det var helt sikkert IKKE den første mandag i måneden. Jeg gemte mit arbejde på den bærbare computer og tændte så for radioen. Vejrtjenesten sagde, at et kraftigt tordenvejr langsomt bevægede sig over den by, hvor jeg boede, et tordenvejr, der med stor sandsynlighed ville producere en tornado. Vi var under en alvorlig tornado-alarm.

Min næste reaktion var at gå udenfor for at tjekke det ud. Jeg gik ud på parkeringspladsen ved komplekset og tog et 360 graders panoramabillede af himlen. Det var alarmerende. Der var massive meget mørke skyer, der bevægede sig over mig. Det var blæsende, og det dryssede. Derefter bemærkede jeg, at en masse mennesker, der boede i komplekset, også var kommet udenfor for at kigge op på himlen. Er det det, hvad folk skulle gøre, når tornadosirenerne gik i gang?

Derpå bemærkede jeg, at en masse mennesker pludselig pegede op i himlen lige over vores hoveder. Og det var der, jeg kiggede direkte opad og så noget, som jeg aldrig havde set før.

Mens stormsystemet langsomt bevægede sig fra sydvest til nordøst over mig, bemærkede jeg, at der lige over mig var en del af stormen, som bevægede sig selvstændigt. Der var en lille plet på himlen, der bevægede sig på en cirkulær måde. Små, mørke skyer, der var noget lavere end skyerne over himlen, bevægede sig i en cirkulær bevægelse omkring en klar, lys del. Og den cirkulære bevægelse af disse skyer syntes at være faldende ned mod jorden.

En af mine første tanker var: Wow, er det her ligesom når man dør? Man ser pludselig ind i en tunnel med hvidt lys for enden af den?

Det var sådan, det så ud. Den cirkulære bevægelse af de mørke skyer, der hvirvlede rundt om det lyse, stille centrum, blev intensiveret, og den faldt ned mod jorden.

Jeg indså pludselig, at en tornado var ved at danne sig DIREKTE OVER MIT HÅN!

Jeg kiggede ned og indså hurtigt, at alle de mennesker, der stod på fortovene og på parkeringspladserne, nu rasende skyndte sig tilbage indendørs.

Det var ikke mig. Jeg stod fuldstændig forblændet og stirrede endnu en gang tilbage op mod himlen lige over mit hoved. Jeg så en tornado blive født!

Og tornadoen var direkte over mit hoved! Og den bevægede sig direkte ned mod mig!

Jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig. Dette var en af de mest utrolige naturhandlinger, som jeg nogensinde havde været vidne til. Det var overvældende!

Den logiske og ræsonnerende venstre halvdel af min hjerne fortalte mig, at stormsystemet bevægede sig hen over mig. Mens tornadoen dannede sig lige over mit hoved, var der et stykke tid, før den ramte jorden. Når det skete, vil stormsystemet have bevæget sig nok over mig til, at tornadoen ikke ville berøre jorden direkte på min hovedbund, men i stedet i en vis afstand i forhold til den retning, stormen bevægede sig i. Jeg regnede med, at den ikke ville berøre jorden, før den måske var en kilometer eller deromkring længere mod nordøst. Denne menneskelige logik og ræsonnement holdt mig solidt plantet på parkeringspladsen og kiggede op mod himlen.

Og så, ret brat, begyndte den rasende snurrende bevægelse på himlen at bremse op. De skyer, der var blevet fanget i hvirvelvinden, begyndte at sprede sig. Tornadoen gik hurtigt i opløsning og smeltede tilbage i de skyer, den kom fra. Den spektakulære naturskueplads syntes at fordampe fuldstændigt for mine øjne. Det var en af de mest uhyrlige opvisninger, som Moder Natur nogensinde har vist mig, og jeg var modig nok til at se hvert eneste sekund.

Snart derefter begyndte det at regne som en helvedes masse, hvorefter jeg endelig gik indenfor.

I de seks år, der er gået siden denne utrolige oplevelse, har jeg hørt tornadosirenerne gå i gang flere gange, bortset fra den første mandag i måneden. Hver gang var det falsk alarm, men det var også meget spændende.

Tornadosæsonen her på de store sletter på Turtle Island har været ekstremt mild i 2018. Der har været meget, meget få tornadoer – indtil videre. Jeg er glad for at kunne meddele, at jeg ikke en eneste gang i år har lyttet til radioen.