Mand spiser flere vilde svampe for at se, om de er giftige, og indtager dødshætte

Den følgende historie er nok til at få enhver svampejæger til at ryste på hovedet. Læs videre…

Det siges ofte, at den gamle Homo sapiens lærte at skelne mellem spiselige og giftige arter gennem forsøg og fejl. Stød på en ukendt plante, spis den ukendte plante, afvent eventuelle negative symptomer … fortsæt i overensstemmelse hermed. Hvis eksperimentatoren overlevede, fejrede stammen det. Hvis eksperimentatoren døde, ja, så… Gud bevare den stakkels sjæl.

Denne “trial and error”-teori er naturligvis netop det – en teori, der har sat sit uudslettelige præg på biologi-, historie- og ernæringslærebøger over hele verden.

Måske er det sandt, at vores art engang var en uopmærksom flok, der rejste rundt på kontinenterne og i al hast tog prøver af planter og svampe af sult og desperation.

Måske… måske ikke.

Måske var vi i vores evolutionære barndom virkelig uvidende om landet, helt uvidende om de overordnede fællestræk mellem forskellige arter af planter, svampe og dyr – fællestræk, som kunne gælde for arter i nye territorier.

Måske… måske ikke.

Uanset hvad sandheden er, har vi nu helt nye beviser for, at… ja, faktisk… mennesker vil ty til forsøg og fejl, når de forsøger at finde ud af, hvad der er spiseligt og hvad der er giftigt. I tidsskriftet Wilderness and Environmental Medicine blev der for nylig offentliggjort en artikel med titlen “A Case Study: What Doses of Amanita phalloides and Amatoxins Are Lethal to Humans?” (1), der fortæller historien om en mand, der satte denne teori på prøve ved frivilligt at indtage uidentificerede svampe.

For dem, der ikke er bekendt med vilde svampe, vil jeg gerne forklare nogle af begreberne i studiets titel. Amanita phalloides, der almindeligvis kaldes dødshætte-svampen, er en af de mest dødbringende svampe i verden. Den indeholder en klasse af forbindelser, der er kendt som amatoxiner, som hæmmer et enzym i vores kroppe, der er kendt som RNA-polymerase II. Indtagelse af Amanita phalloides og dens amatoxiner kan føre til lever- og nyresvigt. Slutresultatet kan være døden, hvis det ikke behandles straks. For en detaljeret beskrivelse af dødshattesvampen, klik her.

Nu er det svært at forestille sig, at nogen mand eller kvinde frivilligt ville deltage i denne slags undersøgelse. Skriv mig op til et måltid med dødshatte… nej tak! Men når en 61-årig mand tager på sig selv at spise usikre uidentificerede svampe, herunder dødshatte… ja, så… hvilken forsker ville ikke ønske at offentliggøre resultaterne i en artikel?

Ifølge forskerne:

“En 61-årig mand på 67 kg blev indlagt på skadestuen med træthed, mavesmerter, kvalme, opkastninger og diarré. Ved indhentning af patientens anamnese sagde han, at han havde indsamlet flere svampe, der adskilte sig fra dem, han typisk indsamlede, men han var ikke helt sikker på, om de var spiselige.

Patienten forsøgte en farlig test på sig selv for at afgøre, om de svampe, han havde indsamlet, var giftige. Han fjernede stilkene fra 2 svampe, kogte kun hætterne på komfuret og indtog dem. Han fortalte husstanden, at hvis der ikke skete ham noget, kunne de spise de resterende svampe sammen næste dag.

Omkring , 8 til 9 timer efter han havde indtaget svampene omkring , vågnede han op med kvalme, opkastning, mavepine og diarré. Patienten indså, at han var forgiftet af de svampe, han havde spist; han drak noget vand og kastede op et par gange i et forsøg på at rense sin mave. Han troede, at han ikke behøvede at tage på hospitalet, men ca. et døgn efter forgiftningen blev han overtalt af sin familie og bragt til skadestuen.

Patienten blev derefter indlagt på den intern medicinske afdeling efter at have fået stillet diagnosen svampeforgiftning. Der blev anmodet om en konsultation fra den klinisk farmakologiske og toksikologiske afdeling, som havde erfaring med svampe. Efter at have fulgt op på specialistens anamnese blev svampeprøverne i patientens hjem undersøgt og identificeret som A. phalloides-svamp.”

Hvor jeg går videre, vil jeg give denne ansvarsfraskrivelse: prøv ikke dette derhjemme!

Nu undrer du dig sikkert over, hvad der skete med manden. For at give lidt kontekst er det vigtigt først at forstå mekanismerne bag svampeforgiftning.

Forgiftning med amatoxinholdige svampe, som dødshatten, er anderledes end forgiftning med andre giftige svampe. F.eks. medfører indtagelse af lanternesvamp (Omphalotus olearius), som indeholder giftstoffet illudin S, alvorlige kramper, opkastninger og diarré normalt inden for få timer efter indtagelsen. Symptomerne kan vare ved i et par dage, selv om patienten næsten altid kommer sig fuldt ud.

På den anden side kan forgiftning med amatoxinholdige svampe inddeles i 3 stadier. Et latent stadium på 6-12 timer er kendetegnet ved en asymptomatisk fase. Til sidst vil patienten opleve kvalme, opkastning, kramper og diarré. Den anden fase er karakteriseret ved forbedringer i de fysiske symptomer. Men selv om patienten synes at få det bedre, opstår der fortsat leverskade. Denne fase kan vare 2-3 dage. I den tredje og sidste fase bliver lever- og nyreskaderne klinisk tydelige, hvilket potentielt kan føre til irreversibel leversvigt. Døden kan indtræffe efter 3-7 dage.

Forsker rapporterede, at denne mand kogte og indtog 2 kapsler af Amanita phalloides. Ved indlæggelsen på skadestuen blev han behandlet med aktivt kul i 3 dage og intravenøst rehydreret med natriumklorid og dextrose. Han fik også Penicillin G i kontinuerlige doser i 72 timer. Selv om hans leverenzymværdier (aspartataminotransferase og alaninaminotransferase) steg i 4 dage (et sikkert tegn på leverskade), begyndte de at falde efter 96 timer. Manden blev udskrevet efter 9 dage og blev anset for at være fuldt restitueret på dag 15.

Lucky man. Ikke alle, der spiser dødshætten, lever for at fortælle historien…

Tilbage til undersøgelsens titel. Hvilke doser af Amanita phalloides og amatoxiner er dødelige for mennesker? Fordi patientens leverenzymer steg til niveauer lige under den tærskel, der er forbundet med dødelighed (som vurderet af tidligere undersøgelser), konkluderede forskerne, at indtagelse af mere end 2 mellemstore hætter af Amanita phalloides, hvilket svarer til ca. 50 gram frisk materiale, kan være dødelig. Forskerne fandt ud af, at manden indtog ca. 21,3 mg amatoksiner indeholdt i de 2 kapsler, og de konkluderede, at oral indtagelse af mere end 0,32 mg/kg amatoksiner kan være dødelig.

Masser af tal, jeg ved det. Hvad betyder alt dette for sultne menneskelige fouragere? Kort sagt – ingen mængde Amanita phalloides bør betragtes som sikker at indtage.

Du ser, forskerne siger ikke, at 2 kapsler eller mindre af Amanita phalloides er sikkert at indtage. Talrige faktorer bidrager til virkningerne af svampeforgiftning på mennesker, herunder patientens helbred, hans eller hendes modtagelighed eller disposition til leverskader og variation i koncentrationen af amatoksiner fra forskellige lokaliteter. Selv den mindste mængde kan være nok til at dræbe et menneske.

Når det kommer til jagt på vilde svampe, er den 61-årige mand i denne særlige undersøgelse en perfekt rollemodel for, hvad man ikke skal gøre. (Okay, man må give ham ret i, at han ikke fodrer sin familie med svampene! Klogt træk.) Der er dog langt bedre måder at identificere vilde svampe præcist på … forsøg og fejl-metoden er helt sikkert nederst på listen.

Overhovedet kan jeg varmt anbefale at melde sig ind i en svampeklub. Hvis du bor i Nordamerika, kan du tjekke denne liste over klubber, der er tilknyttet den nordamerikanske mykologiske forening (North American Mycological Association). En yderst klog vane er at krydsreferere dine svampe med flere ressourcer, og altid være helt sikker med din identifikation, før du indtager vilde svampe i nogen form. Dit sikreste valg er at få en ekspert til at identificere eller bekræfte identifikationen af dine eksemplarer. En hurtig søgning på nettet vil give dig lokale mykologer samt onlinefora, der kan hjælpe dig med identifikationsprocessen.

Bekymret? Det skal du ikke være. Svampejagt er en utrolig givende aktivitet. Naturen kræver et vist niveau af hensigt, ansvarlighed og omhu, når man høster fra jorden. I sidste ende ser det ud til, at det nok er bedst at lade trial and error-metoden blive praktiseret i supermarkedet. (Selv om jeg opfordrer dig til at holde dig væk fra chipsgangen!)